E-mail eller Brugernavn:     Password:   Husk mig. Jeg har glemt mit password   Cancel

Torsdag morgen den 25. maj mødtes 29 fly og 1 helikopter til morgenkaffe i Tønder Flyveklub. Vi var i alt 89 piloter og passagerer, der havde sat Amiens i Frankrig som dagens mål. Amiens Glisy LFAY hedder flyvepladsen, der ligger midtvejs imellem Lille og Paris. Efter ca. 2 timers flyvning skulle vi mødes igen til frokost ca. midt i Holland på Deventer Teuge EHTE. Nogle havde valgt at flyve over Tyske Bugt via Helgoland, medens andre fulgte den nordtyske kyst frem til grænsen mod Holland. Efter frokost igen ca. 2 timers flyvning ned igennem Belgien med ruten lagt øst for Rotterdam og vest om Bruxelles. Vi passerede grænsen mod Frankrig vest for Lille og herefter videre mod Amiens.

Turen var en rigtig god træning i flyveplanlægning igennem de restriktive luftrum i Holland og Belgien med tæt liggende TMA og CTR. Vi fik også på udmærket vis genopfrisket den engelske radiokommunikation. De respektive FIS var på forhånd informeret om invasionen fra Danmark. DMI v/ Søren Brodersen havde lige som sidste år tilbudt den ekstraordinære service at lægge turens vejr ind på DMI´s hjemmeside både som aftenbriefing dagen før og med strækningsvejr om morgenen på afrejsedagen.

 

Som forudsagt af DMI skulle det vise sig, at turen også på nogle strækninger blev en god øvelse i flyvning i marginalt VFR-vejr. Frontbølger fra vest med lav skybase og dårlig sigt måtte vi døje med både i det nordlige Holland og i Frankrig. På hjemturen søndag var vejret væsentlig bedre. Her mødtes vi på halvvejen i Lelystad EHLE, hvor der denne dag var DC 3-træf med deltagelse af ikke mindre end 12 stk. DC 3 heriblandt også den danske OY-BPB.

Dette års tur havde deltagelse af 2 Eurostar ultralette fly, nemlig 9-249 v/ Peder Trærup og 9-266 v/ Thorkild Frederiksen . Det skulle vise sig at blive meget vellykket, idet disse moderne og hurtigtgående fly gennemførte turen uden problemer. OY-FCD v/ Per Jakobsen agerede ”Fragtfly” med bagagen i sin Cessna 172, og der var på forhånd sørget for blyfri autoben z in de steder, hvor der ikke ellers kunne tankes. Lelystad havde tankanlæg for ultralette fly. Det bliver helt sikkert ikke sidste gang de ultralette fly deltager i DMU-turen.

Ovenstående skal Bent Westphal have æren for. Jeg var i den lykkelige situation, at jeg skulle flyve med Rovs (tidligere Rovs Rejser). På grund af det tvivlsomme vejr fløj vi IFR ad en lidt anden rute, - og det var en ny oplevelse for mig at gå gennem skyerne og se isen bygge op på vingerne, mens vi climbede til 10.000 fod. Og hvilket pragtfuldt syn der mødte os, da vi kom over skyerne og befandt os i strålende solskin og forude kunne se øerne i Vadehavet. Det var ubeskriveligt! Vi mellemlandede i Groningen, hvor vi blev særdeles godt modtaget.

 

På turen til Amiens var det nødvendigt at slutte IFR flyvningen på et passende sted, og det havde Rovs valgt CMB VOR (Cambrai,) der ligger indenfor Lilles lufttrafiktjeneste (LTA) til at være. Vi var klareret ned til 2000 fod og var heldige i et hul i skyerne at få øje på Cambrai flyveplads, det blev benyttet til at annullere IFR og overgå til VFR; ved en yderligere nedgang til ca. 1000 fod gav det os et flot overblik over landskabet, og vi satte derefter kursen mod Amiens via Albert. På den sidste del af strækningen fik vi et indtryk af de utroligt mange små og større krigskirkegårde samt øvrige mindesmærker fra 1. Verdenskrig.

Vel ankommet til Aéro-Club de Picardie Amiens Métropole blev vi modtaget af Jane Hermansen (nyvalgt bestyrelsesmedlem i DMU) samt en meget charmerende og imødekommende repræsentant for den lokale flyveklub, Christine Kassel. Vi blev beværtet med øl, vand og kaffe ad libitum, samt en lidt udefinerlig kage (le gâteau battu), som åbenbart er meget berømt i Picardie. Der var bestilt busser, som sørgede for den videre transport til hotellet.

Fredag var den store sight-seeing-day! De mange deltagere var inddelt i hold, efter hvad hver enkelt havde tilkendegivet at ville se. Det hold, jeg var på, skulle først ud at sejle.

Amiens er omgivet af et specielt marsk-landskab, idet floden Somme her møder fire mindre bifloder, og disse vådområder har skabt et specielt fænomen kaldet ”Les Hortillonnages” - 300 ha ”flydende” kolonihaver, som der nu gøres en stor miljø-indsats for at bevare. Navnet stammer fra latin hortus, som betyder have. Området er gennemskåret af kanaler på i alt 400 km. Haverne, som blev anlagt i Romertiden, skulle forsyne hele Picardie-området med grøntsager – og der er stadig privatpersoner, der lever af at sælge deres produkter på de lokale markeder. Ud over dette, er området udlagt til naturbeskyttelse, og der er rigt på fugle og fisk af alle tænkelige arter. Desværre talte vores guide udelukkende fransk,….. Vi besejlede 3 km af det store område, og det var stille og fredeligt, ikke mindst fordi båden blev drevet frem via batterier, som vejede 300 kg.

Efter sejlturen var det tid til frokost, og vi begav os til Le Quartier St Leu, hvor der blev disket op med alskens kulinariske lækkerier. Der er ikke noget at sige til, at det franske køkken er berømt verden over!

Min eftermiddagstur gik til katedralen, Notre Dame, som er et enestående eksempel på gotisk arkitektur. Den er opført i årene 1220 – 1410, og med sin længde på 143 m., er den Frankrigs største kirke. Her var der heldigvis en engelsktalende guide, der bare vidste så meget om stedet og talte i ét væk de 1½ time rundvisningen varede.

En af kirkens relikvier er Johannes Døberens kranium, der er udstillet i en montre i væggen. Samme Johannes er helgen for epileptikere, og det fortælles, at mange er blevet helbredt ved et besøg i kirken.

Den store katedral (i lighed med fx katedralen i Chartres) rummer også mulighed for at foretage en symbolsk pilgrimsrejse for beskedne midler. Middelalderen var pilgrimsrejsernes tid, men det var de færreste, der havde råd til en tur til Jerusalem, som blev regnet for den kristne verdens centrum og et symbol på Himmeriget. I stedet kunne pilgrimmene foretage deres åndelige rejse i katedralen ved at gå eller kravle på knæ gennem den labyrint, der er nedlagt i gulvet. For den troende pilgrim var en rejse til labyrintens centrum og tilbage igen en lige så hellig oplevelse, som turen til Jerusalem ville have været

Kl 18:00 var der reception på Rådhuset i Amiens. Til stede var 1. vicepræsident Joël Brunet og 2. vicepræsident Nicolas Savreux, der også er pilot og instruktør i flyveklubben. En dame fra turistkontoret var tolk. Efter de behørige taler og udveksling af gaver blev der serveret canapéer og champagne.

Senere på aftenen var der en meget vellykket festmiddag med deltagelse af de 2 præsidenter og repræsentanter for den lokale flyveklub, og igen var der taler og gaver. I sin tale roste Bent Westphal bl.a. den lokale flyveklub for den velvilje, de havde udvist allerede ved første henvendelse om turen. Stemningen var høj, og nogle benyttede vist lejligheden til at sikre sig en invitation til flyveklubbens 100 års jubilæum i 2009.

Lørdag stod i krigens tegn. Amiens blev qua sin geografiske beliggenhed hårdt ramt i de sidste krige. Alene i de seneste år af 2. verdenskrig ødelagdes mellem 1/3 og halvdelen af byen. Men det var nu 1. verdenskrig, der var fokus for lørdagens tur. Første stop var museet i Péronne. Her fik man et godt indblik i, hvor mange forskellige nationaliteter, der deltog i krigen – og et samlet tabstal på 9,2 mill. taler vist for sig selv.

Det var en helt anderledes krig end tidligere, ikke bare i omfang, men også i måden den blev udkæmpet på. Med mere moderne våben, såsom maskingeværer og mere effektive kanoner, blev det nødvendigt for soldaterne at grave sig ned i skyttegrave, som kom til at strække sig fra Schwei z til Den britiske Kanal, og som med små bevægelser lå fast i de fire år, som krigen varede.

Mens slaget ved Verdun rasede, prøvede de allierede med deres egen offensiv, et angreb på de tyske forsvarslinier ved Somme-floden. Først skulle et kæmpestort artilleribombardement bombe løs på de tyske stillinger i en uge og bagefter skulle de allierede angribe til fods og indtage tyskernes stillinger. Den 1. juli 1916 angreb 200.000 engelske og franske soldater de tyske skyttegrave efter det lange artilleribombardement, men bombardementet havde ikke været stærkt nok, for mange af tyskernes skyttegrave var stadigvæk i god stand, så tyskerne ventede på de allierede.

Så de 200.000 allierede soldater angreb lige ind i de velforberedte tyske stillinger som svarede tilbage med en storm af maskingeværild, så flere tusindvis af engelske og franske soldater blev mejet ned af tyske maskingeværreder. Da slaget ved Somme sluttede den 18. november 1916 havde de allierede ikke erobret mere end 323 kvadratkilometer og tabene på begge sider var meget meget høje, 615.000 engelske og franske soldater var blevet dræbt og tyskerne mistede 650.000 mand, ialt 1.265.000 soldater var blevet dræbt. Slaget ved Somme var det mest blodige slag i hele 1. verdenskrig.

Udover besøget i Pèronne stod programmet på køretur på Circuit du Souvenir, der er en rundtur til krigskirkegårde og mindesmærker, samt besøg i skyttegravene. Dagen sluttede på Somme-1916 museet i Albert – men da havde jeg ærlig talt også fået nok af krig!

Næste morgen gik turen hjemad igen efter briefing på flyvepladsen. Vi valgte igen at flyve IFR, og fulgte den samme rute, dog kun i 9.000 fod. Vi var i Randers kl. 15:40 efter en god tur, og vi er da spændte på, hvor næste års DMU-tur går til.

En stor tak til Bent Westphal og Keld Ad z ersen for en meget velplanlagt tur og god information om turens indhold før afgangen; man havde nok håbet på bedre vejr så sent i maj. Også tak til de øvrige turdeltagere for hyggeligt samvær.